presse
Læs mere om vores koncepter her
Julekoncert
Arsis inviterer til en stemningsfuld julekoncert, hvor vi blander det velkendte med det nye. Programmet rummer både nordiske vintersange, klassiske engelske carols og satser fra Händels Messias, der føjer en højtidelig dybde til koncertens klangbillede. Vi synger danske julesange sammen med publikum undervejs – og mod slutningen runder vi af med varme, jazzede juleklassikere, som bringer både smil og nostalgi med sig. Musikken er omhyggeligt arrangeret af Arsis Trio selv og tilpasset den unikke kombination af sang, cello og klaver/orgel. Det giver koncerten et nært og kammermusikalsk præg, hvor velkendte melodier og klassiske satser får nye farver.
Nytårskoncert
Arsis Trio inviterer til nytårskoncert med musikalske favoritter fra ensemblets repertoire. Publikum kan glæde sig til en koncert, som indvarsler det nye år med både elegance og sprudlende musikalsk energi. Programmet samler nogle af trioens mest elskede værker og bevæger sig mellem nordiske perler, fransk raffinement, virtuose orgelværker og varme jazzfortolkninger.
Toccataen fra Charles-Marie Widors 5. orgelsymfoni åbner koncertens første del med klassiske mesterværker i trioens egne arrangementer af Bizets Carmen, Jacob Gades Tango Jalousie og Lumbyes Champagnegallop. Arsis Trio bringer desuden sin musikalske alsidighed i spil og krydrer koncerten med et udvalg af jazzvalse og ballader som kendes fra bl.a. Ella Fitzgerald og Monica Zetterlund, og hele oplevelsen afrundes i fællesskab, når vi synger det nye år ind sammen.
Meditativ vinterkoncert
Arsis Trio har gennem de seneste fem år forfinet kunsten at skabe meditative koncertoplevelser og har delt dem med publikum over hele landet. Oprindeligt udsprang koncertformatet som en musikalsk refleksion over fasten – fra askeonsdag til skærtorsdag – men har siden udviklet sig til et tilbagevendende vinterfænomen. Vinterens stille mørke kalder naturligt på fordybelse og eftertanke, og musikken inviterer publikum til netop dét.
Til denne koncert præsenterer trioen et fornyet og sanseligt repertoire, hvor de i skiftende konstellationer væver kontemplativ og bevægende musik sammen i kirkerummets akustik. Programmet byder på værker af bl.a. Händel, Bach, Franck, Pärt og Duruflé, og som noget nyt spiller trioen uddrag af egne kompositioner – alt sammen musik, som i både stilhed og storhed giver plads til nærvær.
Pergolesis Stabat Mater med gæstesolist Maria Marstal
Stabat Mater var det sidste værk, som den italienske barokkomponist Giovanni Battista Pergolesi komponerede blot få uger før sin død. Dette dramatiske og rørende 40-minutters værk er bygget op om teksten Stabat mater dolorosa og skildrer Jomfru Marias smerte, mens hun sørger over sin søns lidelse og død ved korsets fod. Værket egner sig særdeles godt til fastetiden op mod langfredag. Stabat Mater opføres af Arsis Trio og mezzosopran, Maria Marstal.
Sommerkoncert: Spansk temperament og brasiliansk glød
Manuel de Fallas Siete canciones populares españolas danner koncertens klassiske udgangspunkt. De syv sange – oprindeligt folkelige melodier – er bearbejdet med De Fallas særlige flair for dramatik, klang og rytmisk intensitet. Resultatet er et ikonisk værk, hvor spansk folkesjæl og klassisk form smelter sammen til en stærk og sanselig helhed.
Herfra glider musikken videre til Brasilien, hvor lytteren møder alt fra elegante choros til pulserende samba og drømmende bossa nova. Musikken bærer præg af både virtuositet og melankoli og er inspireret af mødet med brasilianske musikere og traditioner under trioens turné i Brasilien i 2023.
SENSING MUSIC - en meditativ yoga- og koncertoplevelse
Som en ny udvidelse af vores meditative koncertformat udbyder Arsis Trio konceptet Sensing Music: en sanselig og fordybende oplevelse, hvor Yin Yoga og levende klassisk musik forenes i ét sammenhængende forløb. I den første time guides deltagerne gennem en rolig Yin Yoga-praksis, ledsaget af minimalistisk instrumentalmusik, nøje udvalgt til at understøtte det indadvendte og nærværende rum. Efter yogaen giver Arsis Trio en fuld meditationskoncert – i samme ånd som Vintermeditation – hvor publikum, nu afspændt, liggende på deres måtter, svøbt ind i tæpper og åbent sansende, inviteres til at modtage musikken i dybere nærvær – vågen, drømmende eller et sted imellem.
Forår - en hyldest til lyset
Til denne forårskoncert inviterer Arsis Trio på en musikalsk rejse gennem Skandinavien, der strækker sig over en tidsramme på 300 år. Koncerten er en hyldest til den nordiske vår og de nordiske komponister, der har formet skandinavisk musik, som vi kender den i dag. Gennem et nøje udvalgt repertoire tager Arsis Trio lytteren med på en musikalsk rejse fra den traditionelle folkemusik hen over komponister som Grieg, Sibelius og Nielsen og videre til den nordiske jazz repræsenteret ved bl.a. Jan Johansson, Ole Kock Hansen og Monica Zetterlund.
Strømninger - Arsis Trio og Bilal Irshed
I et nyt, spændende samarbejde kan Arsis Trio opleves til en koncert med den dansk-palæstinensiske oud-virtuos og komponist Bilal Irshed. Bilal er kendt for sine fortolkninger af mellemøstlig musik såvel som sit ekvilibristiske oud-spil.
Europæisk og mellemøstlig musik har gennem tiden haft stor gensidig påvirkning, og med oud’en som en musikalsk fortæller tager Arsis Trio og Bilal Irshed publikum med på opdagelse. Alle fire musikere har alsidigheden og nysgerrigheden som kernen i deres musikerskab, og dette vil afspejle sig i et storslået program med både barokarier, traditionel mellemøstlig musik og helt nye kompositioner.
Efterår - en eksplosion af følelser og farver
Efteråret bugner af sødme og farver fra en gylden høst, men varsler samtidig vintermørkets tiltagende omfavnelse. Vi mærker en længsel efter den forgangne sommer og konfronteres med erkendelsen af livets uundgåelige forgængelighed. Passionen og længslen er temaerne for denne koncert, som spænder fra et klassisk spansk repertoire af Enrique Granadas og Manuel De Falla til argentinske tangoer og udvalgte jazz-numre, herunder egne kompositioner. Det spanske sprog går som en rød tråd gennem programmet i følgeskab med udvalgte efterårs- og sensommersange fra den danske sangskat.